Hurtigt at flytte fra et sted til et andet, også kendt som sprint, er en handling, der kræves i mange forskellige sportsgrene og aktiviteter. Sprinting kan opdeles i fire forskellige faser, som hver skelnes fra de andre ved at sammenligne tre forskellige variabler. Disse variabler er stride længde, stride frekvens og jord kontakt tid.
Startfase
Den første fase af sprint er kendt som startblokfasen, hvor sprinteren er i kontakt med blokkene. Denne fase har den størst mulige jordkontakttid, eller den samlede tid, hvor fødderne kommer i kontakt med jorden eller blokke. Dette er når kraftproduktionen er den største. Med den bageste benproducerende kraft for kun 45 procent af kontakttiden antages frontbenet at være af større betydning ved starten. Stræklængde og stridefrekvens er ikke faktorer i denne fase, fordi sprinteren ikke bevæger sig.
Accelerationsfasen
Når sprinteren løber fra blokkene, begynder de at accelerere ved at øge stræklængden og stridefrekvensen. Længden af denne fase kan være overalt fra 30 til 50 meter blandt topsprintere under et 100 meter løb. Under accelerationen er den tid, hvor foden er i kontakt med jorden, relativt lang for at generere høje niveauer af kraft, men falder, da sprinteren opnår maksimal løbehastighed.
Konstant hastighedsfase
Konstant hastighedsfasen kan være submaximal, maksimal eller supramaximal og er kendetegnet ved, at både stridlængden og stridefrekvensen forbliver den samme over en tidsperiode. Denne fase opnås i almindelighed mellem 60 til 80 meter mærket hos mænd og 50 til 70 meter mærke hos kvinder. I princippet kan topsprinterne opretholde denne fase over en afstand på 10 til 20 meter. Forskellen mellem elite og sub-elite sprintere er hyppigheden af stride, hvilket viser, at det er vigtigere end stridens længde.
Decelerationsfase
Den sidste fase er kategoriseret ved et fald i sprinthastigheden, som normalt forekommer mellem 80 og 100 meter marken i topsprintere. Hastigheden begynder at falde i en skala fra .5 til 1,5 meter pr. Sekund og skyldes central og perifer træthed. Faldet i hastighed skyldes hovedsageligt et fald i stridefrekvensen, da stridlængde og jordkontaktiden er steget i forhold til den tredje sprintfase.
