Fødevarer har flere generelle komponenter. Macronæringsstoffer omfatter kulhydrater, proteiner og fedtstoffer, hver med underkategorier. Mikronæringsstoffer omfatter vitaminer, mineraler og andre kemikalier, der er nødvendige i små mængder. Næringsstoffer bindes typisk sammen i store kemiske forbindelser. Disse store molekyler skal nedbrydes i fordøjelsessystemet i mindre enheder, der skal absorberes. Mundhulen, maven og tarmene - sammen med andre organer som bugspytkirtlen - er designet til at nedbryde og absorbere næringsstoffer. Efter absorption kan kroppens celler udnytte næringsstoffer.
Oral hulrum
Processen med at nedbryde mad til brugbare næringsstoffer begynder i mundhulen. Tungen, læberne og kinderne flytter maden rundt i munden og udsætter den for tænderne. Tænderne moser og maler fødevaren. Spytet fugter mad og udsætter det for enzymer som spyt amylase, som bryder sammen bindingerne mellem lange forgrenende kulhydratmolekyler. Spyt giver også den tyggede mad fast sammen og danner en bolus.
Mave
Maven indeholder saltsyre. Dette dræber mange bakterier, og det hjælper også enzymerne i maven til at arbejde. Mave enzymer såsom pepsin bryde ned protein i aminosyrer. Andre typer af molekyler er ikke så grundigt fordøjet som protein, indtil de når tyndtarmen. Efter fordøjelsen i maven flytter maden gennem pylorus i tyndtarmen.
Tarmfunktion
Leveren frigiver galde og bugspytkirtlen frigiver fordøjelsesenzymer i den første del af tyndtarmen, kaldet tolvfingertarmen. Duodenum har også egne enzymer. Galde hjælper med at opløse fedtstoffer og neutralisere mavesyre. Enzymer nedbryder det resterende protein i aminosyrer og kulhydrater og fedtstoffer i individuelle molekyler. Derefter absorberer tarmens celler næringsstofferne og sender dem ind i blodstrømmen, hvor de behandles af leveren.
Cellulær metabolisme
En gang i kroppen kan fedtstoffer, kulhydrater og aminosyrer opbevares af sådanne væv som skeletmuskel og lever. Alternativt kan de biokemisk nedbrydes af cellerne for at danne de energibærende molekyler i cellen, såsom adenosintrifosfat eller ATP.
